Sort Himmel, tomat, fersken og vanilje

4 portioner Tilberedning: 1 time - tid i alt: 6 timer

Ingredienser

200 g Sort Himmel

1 vaniljestang

2 dl smagsneutral olie

1 fersken

500 g blommetomater

1 citron

600 g små cherrytomater på stilk

100 g eddike

100 g vand

100 g + 20 g sukker

Frisk græsk basilikum

Citronsaft

Salt

Tilberedning

Kom blommetomaterne i en blender, og mix dem på fuld styrke i 1 min., og sigt det gennem en meget fin sigte (kaffefilter, viskestykke el. lign.). Når det er løbet igennem, skal det klare tomatvand smages til med salt, sukker og citronsaft.

Skær 200 g af cherrytomaterne midt over, læg dem på en bageplade med skærefladen opad, drys salt og sukker ovenpå, og bag i ovnen på 60-70° C i 3 timer.

Hæld olien op i en lille gryde, del vaniljestangen på langs, skrab kornene ud, og kom dem og vaniljestangen i olien. Varm vanilje-olien op til ca. 70° C i 2 timer (den må ikke koge). Til slut sigtes den.

Kom 100 g sukker, eddike og vand i en gryde, og kog syltelagen op. Sæt til siden.

Skær et lille snit på toppen af 200 g cherrytomater, og kom dem i kogende vand i ca. 15-20 sek. Køl dem af i rigeligt med koldt vand, pil skindet af, og læg dem ned i syltelagen, når den er afkølet til håndvarm.

Skær fersknen i tynde både, og skær resten af cherrytomaterne i skiver.

Lav en vinaigrette på 50/50 tomatvand og vanilje-olie. Smag til med salt.

Anret syltet cherrytomat, frisk cherrytomat, semitørret cherrytomat og fersken sporadisk på tallerkenen.

Fordel osten hen over tallerkenen i små stykker (den må gerne være lidt kølig). Dryp 2-3 tsk. tomat/vanilje vinaigrette over, og pynt med græsk basilikum.

Nørderier
For en pænere anretning og jævnt fordelt ost; skær osten i mindre stykker, kom den i fryseren, og lad den blive der, til den er helt frossen (8 timer eller mere). Lige inden servering, kom den frosne ost i en foodprocessor, og blend, til du har noget, der ligner ris i størrelsen. Drys osten hen over tallerkenen.

Relaterede produkter

Sold out

Sold out

Ældre indlæg Nyere indlæg