Med inspiration fra orangevin udviklede Christian, der er manden bag A Verre, 2.0. Det botaniske bryg har masser af mundfylde. Aroma og smag er fuld af intensitet og sammen med tørhed og astringens er 2.0 en oplagt følgesvend til ost og fede retter.
A Verre, der er baseret i København, brygger på urter og bær i stedet for korn, som er det gængse på f.eks. ølbryggerier. Med unikke smagssammensætninger og en viskøs mundfølelse fremstiller A Verre alkoholfri botaniske bryg fulde af kompleksitet og intensitet, der gør deres produkter til spændende og velsmagende valg til ost såvel som hele måltider.