Oste til ostebordet

Når man udvælger oste til ostebord, anbefaler vi at man går efter forskellighed i både oste og tilbehør. Det kan være forskellighed i smag, ostetyper, udseende og konsistenser. Vores anbefaling er også, at man prøver sig frem og smager på både oste og tilbehør, når man skal vælge hvilke oste, man serverer til sit ostebord.


Hvilke oste skal du vælge til dit ostebord?

Hvis du skal sammensætte et ostebord, kan det være en god idé at skabe variation i smag, udseende og anretning. Et godt sted at starte er at vælge nogle forskellige typer ost, så man både kommer omkring de faste oste, rødkit, hvidskimmel- og blåskimmel og måske også en dehydreret eller rehydreret ost. Vi anbefaler som tommelfingerregel, at man vælger omkring fem oste, så udvalget er bredt og stadig overskueligt. Tænk over at vælge oste, som er lavet med forskellige slags kulturer og som kommer fra forskellige mejerier, regioner eller lande. Overvej også at inkludere en eller flere oste lavet med fåre- eller gedemælk, og vælg gerne oste af forskellig styrke.

I forhold til serveringen kan det være visuelt flot at servere oste, der ser forskellige ud. Et forslag kan være en eller to faste oste, gerne med forskellighed i smag og fremstillingsmåde, en rødkitost, en hvidskimmel og en blåskimmelost. Her kan man også vælge en dehydreret og dermed fastere skimmelost for at få yderligere variation i konsistenser og måske endda udfordre smagsløgene, hvis man ikke er til de helt bløde skimmeloste.


Gode oste til ostebordet

Nedenstående er forslag til oste, der alle gør sig godt på et ostebord, og som hver især bidrager med noget forskelligt.

  • Fast ost af typen opstukken ost, eksempelvis en Havgus 12 eller vores råmælksost Kry. Denne type ost har en fast konsistens med få, runde huller og er god at skære i tynde, mundrette skiver.

  • Fast ost med en mere porøs struktur, som en havarti eller en cheddar. Ostens porøsitet gør den flot og dekorativ at bryde i mindre stykker med en skarp kniv. Vores ost Gammel Knas er en havarti.

  • Rødkitost med milde noter af stald og skovbund. Vores Rød Løber har en overflade af rødkitkultur og et mildt, cremet indre.

  • Blød, cremet hvidskimmelost. Vælg en mild af slagsen som Den Hvide Dame, eller gå efter en med en lidt kraftigere smag, eventuelt lavet på gede- eller fåremælk.

  • Blåskimmelost med tydelige skimmelnoter og dekorative aftegninger af blåskimmel. Vælg enten en sødere, frugtig blåskimmel som Høgelundgaard 8, eller gå efter en salt, fyldig blåskimmel med en smule fåremælk som Sølvræv.

  • Dehydrerede eller rehydrerede oste. Skab yderligere variation i osteanretningen med en dehydreret eller rehydreret ost. Denne affinageproces ændrer ostens smag og konsistens. Vores ost Gnalling er dehydreret og allerbedst, når den skæres i tynde skiver, som smelter på tungen. Drunken Dog er først dehydreret og dernæst rehydreret i whisky, hvilket giver osten noter af tropisk frugt som modspil til blåskimlen.


Servering og præsentation af ostebordet

  • Tag ostene ud af køleskabet før servering, og pak dem ud. Læg dem under et hårdt opvredet viskestykke og lad dem stå på ude og temperere i 30-60 minutter inden servering. Skær gerne ostene ud inden servering og anret dem på et stort fad eller skærebræt. Læg desuden ostene i en smagsmæssig rækkefølge, der går fra de milde oste og slutter af med de mere kraftige. Smag derfor på ostene inden servering.

    Skab variation i anretningen ved at skære ostene forskelligt ud. De faste oste kan skæres tynd ud med en skarp kniv for at få en større overflade på osten og mere afgivelse af smag. Har man faste oste med en mere åben, porøs struktur, kan man bruge spidsen af en skarp kniv til at bryde osten i mindre stykker. Har osten coating på ydersiden, skal denne skæres af inden servering, mens naturskorpe sagtens kan spises med. Smagen vil være anderledes og mere intens langs kanten.

    Til de bløde skimmeloste anbefaler vi, at man bruger en kniv med et tyndt blad, og gerne at man dypper den i varmt vand og tørrer den af, inden man skærer. På denne måde får man et flot, skarpt snit i osten. Mindre, runde skimmeloste, som har lidt højde, kan man med fordel først skære over på tværs og dernæst skære den ud i lagkagestykker. Her bevarer man en større samlet overflade af ostens spiselige skorpe, hvilket også tager sig flot ud på en osteservering.

    Læs mere om grej til servering og præsentation her.

Med blåskimmeloste kan man skære langs de indstikningshuller, man kan se på toppen af osten. Det er herigennem, blåskimmelkulturen får ilt til at vokse frem, og man vil derfor kunne se et dekorativt mønster af blåskimmel, når man skærer et snit ned langs disse.

De dehydrerede oste er fastere i konsistensen og mere intense i smagen, og man kan derfor med fordel skære disse tyndt ud for den mest optimale smagsoplevelse.

Anret ostebordet med matchende garniture og vælg både sprøde elementer som nødder og knækbrød og sødere tilbehør som marmelade eller honning. Prøv også at inkludere en eller flere slags mere overraskende garniture som ahornsirup, balsamico eller søde abrikoser i dessertvinen Monbazillac. Placér oste og matchende tilbehør sammen eller tæt på hinanden - læg eksempelvis knækbrød eller nødder tæt på de oste, det er tiltænkt, eller anret ligefrem nogle af ostene med honning eller balsamico dryppet ud over. Kombiner også gerne flere slags oste med den samme garniture og lad gæsterne prøve sig frem. Ofte kan man opdage nye, overraskende smagsmatch eller -fællesskaber mellem ost og tilbehør.

Læs mere om matchende tilbehør og garniture her.

 


Find oste til ostebord hos Arla Unika

Vi har mange forskellige oste, der er velegnede til osteborde, i vores sortiment. Sammensæt dit eget ostebord med egne favoritter, eller vælg et af vores færdige osteborde som Læringsrejsen eller Eksperimentet, hvor vi omhyggeligt udvælger oste og tilbehør til vores osteborde til mellem 4-10 personer.